Foto: FGU Midtjylland

”Vildt, at der er så mange på én gang, der vil mig”

Du skal selv have viljen, men det hjælper gevaldigt at have et stærkt hold af voksne i ryggen. Det er Jonas Christian Søndergaards erfaring som elev på FGU.

Jonas Christian Søndergaard

Foto: FGU Midtjylland

Skolen har aldrig rigtig været Jonas Christian Søndergaards kop te. Da han som 17-årig begyndte på FGU Midtjylland i Viborg var det med en folkeskoletid præget af fravær. Men også med smag for at arbejde i køkken gennem kommunens tilbud ”Forskolen”, hvor han havde været i praktik hos forskellige restauranter og køkkener. 

Hans vejleder fra den kommunale ungeindsats (KUI) i Viborg Kommune præsenterede ham for muligheden for at tage en uddannelse på den forberedende grunduddannelse (FGU). Efter møder med Jonas, hans forældre og vejleder fra FGU-skolen og KUI og en rundvisning på skolen begyndte Jonas på PGU-sporet (produktionsgrunduddannelsen) med temaet Mad og ernæring lige inden sommerferien 2021.

”Jeg havde det godt på skolen og var glad for at være i køkkenet, men jeg kunne ikke finde en rutine i hverdagen. Jeg sad foran computeren til langt ud på aftenen og manglede energien til at komme op og afsted om morgenen”, fortæller Jonas.   

Fraværet hobede sig op. Et tæt, systematiseret samarbejde mellem KUI og skole betød, at der hurtigt blev taget initiativ til at finde en løsning på situationen i fællesskab. Jonas, hans forældre, kontaktlæreren og vejlederne mødtes til mange samtaler om, hvordan Jonas bedst muligt kunne støttes i at få sit fravær ned.

I godt en måned blev Jonas kørt i skole af enten sin kontaktlærer eller sin far. Men det ændrede ikke noget, og i september 2021 valgte Jonas at stoppe på FGU.

Fundet rutinen

Efter nogle måneder havde Jonas fået nok af at lave ingenting, og han ville gerne tilbage på FGU. Han fik en ny chance, men på 14 dages prøvetid. Han skulle møde op. Ellers var det ud igen. Der var ingen tredje chance.

Siden Jonas begyndte på FGU igen er har han ikke haft en eneste dags fravær, og i dag er han i lære på skolen som gastronomiassistent. Her har han sin daglige gang i skolens køkken sammen med to andre lærlinge og 11 elever.  

Han har fundet rutinen: Op klokken 5 hver morgen med det samme når vækkeuret ringer, et bad og så afsted i toget til skolen. Her møder han i køkkenet klokken 6.40 og laver morgenmad og en varm ret til kantinen.

Tirsdage står den på undervisning i blandt andet naturfag om molekyler og proteiner, førstehjælp, fødevarehygiejne, brand og dansk.

Til søs

Jonas’ drivkraft er drømmen om en karriere på havet. I begyndelsen var han mest optaget af anretning og gourmet, men under sin uddannelse er han blevet mere interesseret i catering og buffet. Da han på et tidspunkt blev fascineret af Søværnet, satte han sig et mål om at komme ud at lave mad på et skib.

Både kontaktlæreren og vejlederne på skolen og i KUI har været med at til pege Jonas i retning af en uddannelse, som kunne bringe ham et skridt nærmere målet, lige som de også kan støtte ham i fx at finde en praktikplads til søs.

”Jeg fik et mål med at tage en uddannelse, men jeg vidste ikke lige, hvordan jeg skulle opnå det. Der er det fantastisk at have så mange omkring mig, der kan give et lille ekstra skub og hjælpe med at se muligheder. Det er vildt, at der er så mange på én gang, der vil mig,” siger Jonas. 

Planen er, at han efter sit grundforløb på FGU skal fortsætte sin uddannelse på en erhvervsskole, som FGU Midtjylland samarbejder med.

”Det, jeg tager med mig fra FGU, er praktisk erfaring i køkkenet, gode sociale relationer og rutine i hverdagen. FGU er det eneste sted, jeg har mærket en forskel på mig selv. Her skal du selv vise vilje. Her kan du ikke gemme dig”, siger Jonas.

Jonas’ tre råd til en god rutine i hverdagen

  • Sørg for at vær frisk om morgenen: Få nok søvn og tag et morgenbad
  • Sæt en alarm og stå op med det samme
  • Vær social og få brugt noget energi uden for skolen, gå fx en tur
Læs også Anh Thus historie: