Foto: Privat

Ræk ud efter fællesskabet

På FGU er der plads til at være dig selv i fællesskabet – bare grib ud efter det. Ida Seremet fortæller om sine erfaringer fra sin tid som elev på FGU og giver gode råd til både unge og voksne omkring unge.

Ida Seremet

Foto: Privat

Ida Seremet har fuld fart frem i livet. Hun er 20 år, er flyttet fra sit hjem på Bornholm til København og styrer selv hverdagen på skolehjem og uddannelse. Oven i har hun også lige overskud til at være der for andre unge. Både ved at have fokus på trivslen i sin klasse på eventkoordinator-uddannelsen og i Modstrøm – foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU som talsperson og medlem af foreningens Ungeråd.

Ret vildt, når man tænker på, at hun for bare et par år siden ikke kunne drømme om at række hånden i vejret eller sige noget i en forsamling.

I grundskolen var det hele generelt lidt svært for Ida, og hun endte med at blive helt væk fra skolen i et år. Siden har hun forsøgt sig med to forskellige ungdomsuddannelser, som aldrig blev færdiggjort. Vejen frem har altså været noget kringlet, som hun selv kalder det. Turen begyndte på FGU Bornholm – med en del skepsis fra Idas side. 

”Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind på nogen hylde i skolen, og jeg har isoleret mig meget. Egentlig havde jeg ikke lyst til at begynde på FGU, så jeg startede med en rigtig bitchy attitude: ”I kan ikke lære mig noget. Jeg klarer det hele selv”. Og når noget blev svært at overskue, fx en opgave eller et event, var det nemmere bare at blive hjemme,” siger hun.  

Gode grin og små skub

På FGU blev Ida mødt med åbenhed og forståelse for, at hun ikke har de bedste oplevelser fra skolen og at det ikke altid er så nemt ”bare lige at tage sig sammen”. Det fik hende til gradvist at bløde op over for kammeraterne og lærerne i klassen.

”På FGU kunne jeg være mig, uden at det var et problem. Der var plads til at være åben og ærlig. Hvis der var noget, der var svært, kunne jeg altid række ud til mine klassekammerater og lærere – uanset om det handlede om en deadline på en opgave, at det var svært at komme ud døren eller bare en dårlig dag. Tit hjalp det bare at få det sagt. Andre gange fandt vi en løsning i fællesskab”, siger Ida og tilføjer, at lærerne altid talte TIL de unge og aldrig OM dem.

Noget af det, som Ida også har oplevet på FGU er, hvor befriende det er at kunne grine lidt ad sig selv sammen med kammeraterne, når ens tanker bryder ud i kaos. Det kan ske for alle, men måske særligt, når hovedet også skal rumme en ADHD-diagnose.

”Før FGU tænkte jeg meget: ”Hvad nu, hvis…”. På FGU kunne vi skubbe lidt til hinanden ved at sige: ”Gør det nu bare” i stedet for at tænke alt for meget over det, der kan gå galt”, fortæller Ida.  

Ansvaret er dit

På FGU fandt Ida ud af, hvordan hun kunne indrette hverdagen, så der var energi til både at lære fagligt og at være social – og at have det okay i det.

Som eksempel oplevede hun, at fem minutters frisk luft i undervisningen en gang imellem gør underværker for hendes koncentration resten af timen. At hun skal skrive alt ned, så hun har overblik, og finde små pusterum i løbet af dagen. Og være åben og ærlig, når noget er svært eller for meget.

”Du sørger selv for, at det er fedt at gå i skole, inden for de rammer du har. Du har et ansvar for at komme i mål, men frihed til at gøre det i eget tempo. Men det er frihed under ansvar, hvor du selv skal få det bedste ud af din tid på FGU uden at være direkte afhængig af andre. Du skal selv tænke over, hvad du har brug for”, understreger Ida.

Giver det videre

Ida var elev på FGU Bornholm i to år. Første år på produktionsgrunduddannelsen (PGU). Andet år skiftede hun til den almene grunduddannelse (AGU), fordi hun fik lyst til at fokusere endnu mere på det faglige.

Både den faglige men også den personlige og sociale udvikling under uddannelsen på FGU er noget, som Ida bruger i sin hverdag nu med skolehjem, opgaver, sociale aktiviteter og lange skoledage på uddannelsen på Next på Frederiksberg. 

”Jeg har fået redskaber til at strukturere min dag, så jeg kommer bedst muligt i mål med min uddannelse. Fra FGU og Modstrøm har jeg også lært at smide masken og være åben – og omvendt tjekke op om mennesker omkring mig er okay. Jeg har selv oplevet, hvilken forskel det gør for studiemiljøet og sammenholdet i klassen, at vi hver især tør tage ansvar og gribe ud efter fællesskabet. Det smitter positivt af og giver færre konflikter og frustrationer og færre bekymringer om, hvad andre tænker”, slutter Ida.

Idas gode råd til unge

  • Vær åben og ærlig
  • Vær ikke bange for at lade folk se, hvem du er
  • Mærk efter i dig selv i stedet for at køre med 110 km/t hele tiden – sig til og fra

Idas gode råd til voksne omkring unge

  • Vær opmærksom på selv små ting hos den unge: Sover vedkommende meget, kigger mere i telefonen eller snakker mindre end normalt?
  • Spørg ind: ”Er du okay?” og giv et ekstra kram – det betyder mere, end du tror
  • Vær aktivt lyttende. Kom ikke med løsninger, men lyt og start med at holde dine tanker for dig selv
  • Hjælp den unge til at se, hvor der er små energiboosts i løbet af en dag