Bevægelse som vej til samtale, fællesskab og trivsel på FGU Sydøstjylland

Én gang om ugen har eleverne på FGU Sydøstjylland GRÅK på skemaet, hvor undervisningen fokuserer på bevægelse for at udvikle elevernes Glæde, Robusthed, Åbenhed og Kompetence.

En anden tilgang til samtale

I stedet for traditionelle samtaler, starter samtalen på FGU Sydøstjylland med bevægelse, fx i træningslokalet, i skoven eller på en løbetur. Siden efteråret 2023 har institutionens skoler arbejdet med at styrke elevernes trivsel, læring, sundhed og fællesskaber gennem en bevægelses- og mentaliseringsfokuseret tilgang kaldet GRÅK (Glæde, Robusthed, Åbenhed og Kompetence). Gennem indsatsen har FGU Sydøstjylland fået uddannet undervisere og vejledere til GRÅK-instruktører, som står for undervisningen af eleverne, som tilpasses efter den enkelte elevs faglige, sociale og personlige behov og træningsniveau.

Bevægelse som relationsværktøj og vej til et ligeværdigt fællesskab

Niels Bjørnø og Stine Matthiesen, hhv. direktør og afdelingsleder på FGU Sydøstjylland, er begge blevet uddannet som GRÅK-instruktører og ser bevægelse som et stærkt værktøj i relationsarbejdet med og mellem eleverne og de ansatte på skolerne og som en styrke for elevernes sociale og mentale udvikling.

Mange af vores elever bøvler med forskellige ting og de lukker sig ofte inde i deres krop i stedet for at folde den ud. Det vil vi gerne hjælpe dem med, og her bruger vi bevægelse som udgangspunkt. Det handler om at have noget at være sammen om. Det får bare snakken i gang

Niels Bjørnø, direktør for FGU Sydøstjylland

Samtidig er en af de store styrker ved bevægelsesarbejdet ifølge Niels og Stine, at det skaber et ligeværdigt fællesskab, som alle eleverne kan være i, uanset hvilket niveau de er på. Og netop fællesskabet bliver også fremhævet som en styrke af eleverne.

På vores Handel og Kundeservicehold har vi GRÅK på skemaet. Jeg synes både vi koncentrerer os om det, når vi træner, men vi har også lov til at ”fjolle rundt”, så alle har lov til at være med, hvis man synes en øvelse er svær eller lign. Så gør man det bare sammen, og får det bedste ud af det

Elev på FGU Sydøstjylland

Bevægelse i hverdagen

Selvom meget af bevægelsesarbejdet sker i træningslokalet, så er det noget, som er en integreret del af hverdagen på FGU Sydøstjylland – det hører både til i værkstederne, i pauserne, til aftenarrangementer, i samarbejdet med det lokale foreningsliv mv. For sundhed og bevægelse er noget, som knytter sig til alle elementerne i FGU, da det ifølge Niels i sidste ende handler om, at eleverne får en fysisk og mental kropsforståelse.

Ligesom, at vi i FGU har dansk og matematik på værkstederne, så er det lige så vigtigt, at man fx får en forståelse af, hvordan man bevæger sig rigtigt på et værksted. Samtidig oplever vi, at det øger elevernes koncentrationsevne og lyst til læring og det sociale fællesskab

Niels Bjørnø, direktør for FGU Sydøstjylland

FGU Sydøstjylland samarbejder også om indsatsen med institutionens samarbejdskommuner, som styrker indsatsen yderligere. 

Vi har været så heldige, at der også er vejledere i vores samarbejdskommuner, som er blevet uddannet til instruktører, så på den måde har vi et fælles sprog i forhold til arbejdet med de unge ift. indsatsen. Så her bliver samarbejdet på tværs jo også meget hurtigere og nemmere, fordi den unge oplever en samhørighed i, at vi skiftes til at være henne at træne sammen.

Stine Matthiesen, afdelingsleder FGU Sydøstjylland

På den måde er bevægelsen blevet en del af det generelle pædagogiske arbejde med eleverne og en del af at skabe et inkluderende læringsmiljø på FGU Sydøstjylland.

5 råd til at komme i gang

  1. Gå i gang! Prioriter indsatsen.
  2. Sæt tid af i elevernes skema hver uge.
  3. Giv eleverne tid og rum til at prøve det af.
  4. Find ansatte, der vil uddannes som instruktører og være rollemodeller for arbejdet.
  5. Lav aftaler med træningscentre eller etabler eget træningscenter.

På FGU Sydøstjylland startede GRÅK-arbejdet med, at undervisere blev uddannet til GRÅK-instruktører over 5 kursusdage. Indsatsen på skolerne er bygget op som tre forløb af fire måneder hen over året med GRÅK-undervisning for eleverne én gang om ugen samt individuelle forløb efter behov. Holdtræningerne foregår oftest af seks øvelser, som tilpasses efter elevernes udgangspunkt. FGU Sydøstjylland startede med at træne i lokale crossfitcentre, men har nu etableret egen træningssal på skolen i Horsens med lidt udstyr.