FGU Danmarks Videnscenter lancerer konsulentydelser og klippekort til tre gratis oplæg

FGU Danmarks Videnscenter tilbyder som noget nyt tre gratis oplæg og konsulentydelser til enhedspris for alle FGU-institutionerne. Dette initiativ er designet, så FGU-institutionerne har mulighed for at trække på Videnscentret også til udvikling af helt lokale behov.

Videnscentret tilbyder hver FGU-institution tre gratis oplæg mv. af maksimalt to timers varighed. Oplæggene kan omhandle emner som prøver, co-teaching, progression og synlige mål samt andre relevante pædagogiske og didaktiske temaer. Dette giver institutionerne mulighed for at trække på den inspiration og viden, som de kan have behov for lokalt, direkte fra Videnscentret – og samtidig giver det Videnscentret en mulighed for at komme på besøg på alle landets FGU-institutioner, og dermed får endnu mere indsigt i den praksis, der er på de enkelte institutioner.

Udover de gratis oplæg tilbyder Videnscentret også konsulentydelser til en enhedspris for institutionerne uanset deres beliggenhed. Disse ydelser inkluderer facilitering af processer som co-teaching, arbejde med prøver, helhedsorienteret undervisning, ledelse tæt på undervisningen og meget mere. Formålet er, at Videnscentret samarbejder med den enkelte FGU-institution om skræddersyede processer, der passer netop til institutionen.

Tiltaget med klippekort og konsulentydelser kører i første omgang frem til 2026, hvorefter det bliver evalueret for at se, om det skal fortsætte eller justeres. Institutionerne kan kontakte os i Videnscentret, hvis de vil høre mere om, hvordan vi kan samarbejde om konsulentydelser og oplæg. For mere information om de gratis oplæg kan Vicki kontaktes på vf@fgu.dk eller telefon 2335 6384. Ønsker man at høre mere om en konsulentdag, og hvad en sådan kan indeholde, kan Charlotte kontaktes på cd@fgu.dk eller telefon 5455 1440.