Fodbold for Fremtiden: Nyt DBU-projekt skal få unge i land- og yderkommuner i uddannelse og job

Med støtte fra VELUX FONDEN vil DBU med projektet Fodbold For Fremtiden udvikle en metode til at få flere FGU-elever og unge på uddannelseshjælp ind i arbejds- uddannelse og foreningsfællesskabet.

Mere end 400 unge danskere, der hverken er i job eller uddannelse, har siden 2020 deltaget i DBU-projektet Fodbold For Fremtiden, der støttes af VELUX FONDEN. Projektet har været en stor succes, da over halvdelen af de unge deltagere gennem projektet er kommet videre i job eller uddannelse.

VELUX FONDEN har nu givet støtte til et nyt Fodbold For Fremtiden projekt, der løber fra 2024-2027. Det nye Fodbold For Fremtiden projekt bygger på erfaringerne fra den første projektperiode, og ambitionen er at kunne udvikle en ny metode, der kan få flere land- og yderkommuner i samarbejde med Forberedende Grunduddannelse, kommunale ungeindsatser og lokale fodboldklubber.

Med den første projektperiode kunne vi dokumentere, at et tæt samarbejde mellem kommunerne og breddefodboldklubberne kunne hjælpe aktivt med beskæftigelsesindsatsen. Derfor gør det mig rigtig glad, at vi nu kan skrue yderligere op for indsatsen med en ny fase, hvor vi forhåbentligt kan få flere unge i de danske land- og yderkommuner ind i arbejd- og uddannelsesfællesskaberne

Bjarne Christensen, formand for DBU Bredde

Et stærkt samarbejde mellem DBU, FGU og den kommunale ungeindsats

I det nye Fodbold For Fremtiden projekt samarbejder DBU og DBU’s lokalunioner med både FGU-institutioner og den kommunale ungeindsats i kommunernes jobcentre. Fodboldklubberne vil igen være deltagernes hjemmebane og fungere som et supplement til FGU-institutionerne og jobcentrenes undervisning.

Motionsfodbold er fortsat omdrejningspunktet i forløbet, og fungerer som et redskab til at blive en del af et hold og et fællesskab. Fokus for træningen er at skabe gode oplevelser, skabe tro på egne evner samt at deltagerne tilegner sig sociale færdigheder og kompetencer, ligesom deltagerne under forløbet også tilbydes trænerkursus, dommeruddannelse eller andet relevant kursusforløb.

Fodbolden har en unik evne til at samle og skabe meningsfulde fællesskaber, men i Fodbold For Fremtidens anden fase er vi afhængige af tætte samarbejder med både kommuner, jobcentre og FGU. Jeg er helt sikker på, at vi med den nye bevilling fra VELUX FONDEN kan skabe en beskæftigelsesrettet metode, hvor vi i fællesskab kan skabe retning for de unge deltagere, så de kan komme i uddannelse eller job

Bjarne Christensen, formand DBU Bredde

Uanset hvor man bor i Danmark, er det vigtigt, at alle unge får chancen for at være en del af samfundets fællesskaber. Fodbold for Fremtiden står på et meget lovende metodisk fundament, og vi glæder os til at følge projektets nye periode. For det har vist sig, at der er behov for at videreudvikle metoderne, hvis også udsatte unge i vores land- og yderområder, hvor infrastrukturen og befolkningstætheden er mindre, skal med

Vibeke Lybecker, programchef i VELUX Fonden

Deltagerne vil sammen med de lokale fodboldklubber også blive tilbudt at oprette fortsætterhold for de deltagere, som allerede har været igennem et Fodbold for Fremtiden-forløb, og er kommet videre i job eller uddannelse for derigennem at blive ved med at have tilknytning til foreningslivet og fællesskabet.

FGU Danmark bakker op om projektet.

Vil du høre mere om projektet, er du velkommen til at kontakte projektchef Tobias Nick Jensen på toje@dbusjaelland.dk, tlf. 46340749 eller Senior Kommunikationsrådgiver Anne Louise Fisker Nielsen på tlf. 27901222.