Mads er i lære på Nordeuropas største byggeprojekt: Fra FGU til Femern Bælt

På FGU opdagede Mads sit talent for at skabe struktur, system og god service. I dag er han i lære som lager- og logistikoperatør hos FLC, hvor han holder styr på byggematerialerne til Femern-projektet.

Når 24-årige Mads Bonne møder ind på jobbet, møder han ind på Nordeuropas største byggeplads. Mads er nemlig i lære som lager- og logistikoperatør hos Femern Link Contractors (FLC), der er entreprenørkonsortiet bag byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen i Rødbyhavn på Lolland.  

Mads tager blandt andet imod materialer til byggepladsen og sikrer, at leverancen passer med følgesedlen. Han hjælper også kolleger med at ”plukke”, det vil sige finde værktøj, skruer osv. på byggepladsens lager. En af hans yndlingsopgaver er at springe op i gaffeltrucken eller ladvognen og køre materialer ud til sine mere end 1.000 kolleger på den 1,5 millioner m2 store byggeplads. Eller det, der svarer til 310 fodboldbaner.

Det er fedt at være med i så stort et projekt. At se, hvordan det stille og roligt bliver større og større. Det er ikke alle, der får lov til at se det helt tæt på. Tænk, at om 30 år kan jeg sige, at jeg var en del af et kæmpe hold, der fik den her tunnel op at stå.

Mads

Fandt sit talent på FGU

Inden Mads begyndte på uddannelsen som lager- og logistikoperatør gik han på FGU Lolland Falster i Nykøbing F. Det var her, han på linjen Håndværk og Service fandt og dyrkede talentet og interessen for orden, systemer og at yde andre en god service. Fx sørgede Mads for at holde skolens områder vedlige både inde og ude. Blandt andet klippede han hæk, skiftede pærer i lamper og lugede ukrudt, så alle synes, at der var pænt.

Jeg har altid bedre kunne lide at komme ud at lave ting end at sidde på en skolebænk. Det, der tiltrak mig ved FGU var, at uddannelsen er meget praktisk, men også boglig.

Mads

På FGU tog Mads eksamen i dansk og blev stærkere i matematikken. Ud over at stå bedre fagligt er der også sket meget personligt og socialt, fortæller han.

Jeg blev mere social. Jeg er vokset på en måde og har mere tillid til mig selv. Jeg er ikke så nervøs og tilbageholdende, som jeg var engang. Jeg er ikke længere så bange for at lave fejl eller sige noget forkert. Som eksempel var jeg noget skeptisk ved at søge praktikplads hos FLC, fordi meget foregår på engelsk. Men så tænkte jeg, at det kan jeg lære hen ad vejen.

Mads

Mads sendte en uopfordret ansøgning afsted, kom til samtale og har været lærling hos FLC siden februar 2022.

Uddannelse i praksis og teori

Mads’ uddannelse foregår meget af tiden på arbejdspladsen kombineret med perioder på skolen. Det er netop noget af det fede ved uddannelsen, at man uddanner sig både gennem arbejde og skole, fortæller han. 

Jeg føler, at uddannelsen går hurtigere fordi jeg skifter mellem skole og arbejde. Jeg lærer meget ved at være fysisk på arbejde, fx tips fra de erfarne kolleger, som man ikke får på skolen. Jeg lærer også meget på skolen, fx teorien bag alt det, man skal kunne i jobbet.

Mads

Mads føler sig 100 procent hjemme hos FLC. Han er glad for det gode fællesskab, den store hjælpsomhed blandt kollegerne og en kultur, hvor alle har ret til at sige deres mening, stille spørgsmål og komme med forslag til forbedringer. Derfor håber han, at han kan fortsætte hos FLC, når han bliver færdig med sin uddannelse i sommeren 2024. Uanset hvad der videre sker, har han fået mere tro på fremtiden og sig selv.

Gennem hele min uddannelse og nok især min læreplads har jeg fundet ud af, at jeg kan og vil en masse. Det har gjort en stor forskel for mig at komme ud på en arbejdsplads og opleve, at jeg godt kan fungere i verden.

Mads