Delaftalen fastsætter bl.a. pejlemærker for placering af epx, omlægningsprocessen af det eksisterende institutionslandskab og en ny fælles institutionslov, som skal danne afsæt for de videre forhandlinger og beslutninger om det nye uddannelses- og institutionslandskab.
Aftalen varsler store ændringer af institutionslandskabet, som i sidste ende skal fastlægges af børne- og undervisningsministeren. Det fremgår af delaftalen, at der, ligesom ved etableringen af FGU, vil blive udpeget en opmand, som skal understøtte de lokale omlægningsprocesser og aflægge rapport herom til brug for børne- og undervisningsministerens beslutning om det nye uddannelses- og institutionslandskab.
FGU Danmark håber og opfordrer til, at FGU-institutionerne bliver inddraget i de lokale omlægningsprocesser, så de så vidt muligt koordineres på tværs af alle de statsligt selvejende institutioner, så der tages højde for samarbejdsmuligheder, erfaringer mv. blandt i forhold til at sikre en bred geografisk tilgængelighed og bæredygtige institutioner. I forbindelse med omlægningen vil der blive udarbejdet en ny, fælles institutionslov for de statsligt selvejende institutioner på ungdoms- og voksenuddannelsesområdet. Det fremgår af delaftalen, at institutionsloven bl.a. vil fastsætte nye regler for bestyrelsessammensætningen, hvad angår repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.
Vigtige pejlemærker for udbud af epx
Det fremgår af delaftalen, at placeringen af epx skal ske med afsæt i en samlet vurdering af, hvilke institutioner, der bedst opfylder fire hensyn:
- Attraktive ungdomsmiljøer, der kan understøtte faglig fordybelse og stærke fællesskaber med andre unge
- Erhvervsrettede undervisningsmiljøer, herunder erfaring med praksisrelateret undervisning samt virksomhedsinddragelse og kontakt til erhvervslivet
- Professionsrettede undervisningsmiljøer, herunder erfaring med professionsrettet undervisning på gymnasialt fagniveau C-A med afsæt i en kombination af teori og praksis
- Relevante bygningsfaciliteter
Det er vigtige pejlemærker, som FGU Danmark bakker op om og ønsker at dele sine erfaringer med i det kommende arbejde med at afklare og fastlægge detaljerne i det nye uddannelses- og institutionslandskab.
Andre nedslag i aftalen
- Institutioner og afdelinger med udbud af gymnasiale uddannelser skal konsolideres i byskoler i mindre byområder og til færre institutioner i mellemstore byområder.
- Institutioner med udbud af erhvervsuddannelser konsolideres i områdeskoler med lokale afdelinger i mindre og mellemstore byområder.
- Den eksisterende VUC-aktivitet skal omlægges gennem sammenlægning eller udspaltning til andre institutioner. Det vil være muligt med selvstændige i de største byer.
- Gældende regler for godkendelse af udbud for hf-enkeltfag videreføres for gymnasiale enkeltfag.
- Institutioner får bedre muligheder for at udleje overskydende bygningsmasse til hinanden og over en længere periode.
- Virksomhedsoverdragelsesloven anvendes i forbindelse med kommende spaltninger og sammenlægninger af uddannelsesinstitutionerne.
- Der skal tages særskilt stilling til håndtering af ansatte i folkeskolens 10. klasse i et senere forhandlingsforløb.