FGU er kendetegnet ved at være en uddannelse for unge, hvor faglighed, praksis og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er fokus på den enkeltes udvikling i stærke faglige fællesskaber – både fagligt, socialt og personligt.
Men hvad betyder det for hverdagen på FGU-skolerne, og hvordan ser det ud i praksis? Det er FGU-eleverne de allerbedste til at beskrive og sætte billeder på. Det har de netop fået mulighed for gennem en fotokonkurrence arrangeret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og FGU Danmark.
Elever fra syv FGU-institutioner har indsendt ca. 100 billeder, som er blevet vurderet af et dommerpanel bestående af:
- Nina Petterson, elev på FGU Hovedstaden
- Ronja Mathiassen Nielsen, elev på FGU Hovedstaden
- Simon Emil Broszka, Ungerådsmedlem i FGU-elevforeningen Modstrøm
- Claudia Bjerrum, sekretariatsleder i Modstrøm
- Mathilde Enghave Friis, kommunikationskonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
- Thomas Jakobsen, fagkonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
- Marie Hoff Larsen, politisk specialkonsulent i FGU Danmark

Efter svære voteringer er 11 billeder udvalgt som vinderbilleder. Vinderbillederne skal bruges til at illustrere den kommende nye vejledning til FGU’s didaktiske principper og andet materiale i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og FGU Danmark. Vinderbillederne vil også blive udstillet på FGU Danmarks store FGU-festival, hvor alle ansatte fra landets FGU-institutioner er samlet til en dag i FGU’ens tegn.
Herunder kan du se vinderbillederne ( i tilfældig rækkefølge) og dommerpanelets begrundelser. Kæmpestort tillykke til alle vinderne og tak til alle de seje FGU-elever, som har sendt billeder ind.
Vinderbilleder

Fotograf, Oliver Aabech, FGU Nordvest
Dommerpanelets begrundelse: Med en stærk opbygning og velafstemt symmetri har fotografiet nærmest karakter af et albumcover. Det rå udtryk fra graffitivæggen og solbrillerne står i spændende kontrast til elevernes leg og fællesskab.
Elever på billedet: Viktor Bang Nielsen, Oleksander Danylkiv, Nico Thomasen, Oliver Aabech, Mathias Hanager Jensen og Cornelius Falk
Fotograf, Asbjørn Straadt, FGU Aarhus
Dommerpanelets begrundelse: Med et velvalgt perspektiv og stærke linjer leder fotografiet naturligt blikket gennem værksteder. Billedet indfanger et autentisk øjeblik, hvor håndværk, fællesskab og faglig fordybelse går hånd i hånd.


Fotograf, Kai Bubel, FGU Midt-Vest
Dommerpanelets begrundelse: Et stærkt hverdagsøjeblik i et naturligt og umiddelbart udtryk. Med velafbalancerede farver og en gennemtænkt komposition formidler billedet en autentisk fortælling om engagement og koncentreret arbejdsro.
Elever på billedet: Elina Barbara Birkedal, Mads Seerup og Teylor Olesen
Fotograf, Line Jessen, FGU Trekanten
Dommerpanelets begrundelse: Med sikker sans for komposition og lys indfanger fotografiet den særlige stemning i cafeén. Lyset fremhæver motivets detaljer, mens eleven smiler og åbne udstråling skaber nærmer og får beskueren til at føle sig velkommen.
Elever på billedet: Bayan Rashid


Fotograf, Asbjørn Straadt, FGU Aarhus
Dommerpanelets begrundelse: Fotografiet inviterer beskueren ind i producerrummets professionelle miljø. Elevens koncentrerede udtryk foran mikrofonen formidler både nærvær og faglighed, mens den usynlige samtalepartner tilfører billedet liv og fortælling.
Fotograf, Kai Bubel, FGU Midt-Vest
Dommerpanelets begrundelse: Billedet udnytter perspektivet over fotografens skulder til at skabe dybde og invitere beskueren tæt på situationen. Den velafstemte komposition og stemningsfulde farveholdning understøtter et udtryksfuldt øjeblik med fokus og forventning.
Elever på billedet: Maksim Ivan og Ane Chrost Søndergaard


Fotograf, Mathias Risgaard Nielsen, FGU Vendsyssel
Dommerpanelets begrundelse: Fotografiet indfanger et ægte og umiddelbart øjeblik fyldt med glæde og fællesskab. Den harmoniske komposition fremhæver elevernes smittende engagement, mens det skjulte fokuspunkt vækker nysgerrighed og styrker fortællingen.
Elever på billedet: Anne Larsen, Daniel Barzea og Itamar Elgaard
Fotograf, Smila Svane, FGU Aarhus
Dommerpanelets begrundelse: Fotografiet indfanger et koncentreret øjeblik fra værkstedets kreative miljø. Det smukke og legende lysindfald skaber dybde og leder blikket gennem en velafbalanceret komposition præget af fordybelse, kreativitet og nærvær.


Fotograf, Asbjørn Straadt, FGU Aarhus
Dommerpanelets begrundelse: Fotografiet indfanger et levende hverdagsøjeblik, hvor koncentration og bevægelse mødes. Rummets rå materialer og markante farver giver billedet et dynamisk udtryk. Vi ser et kreativt læringsrum præget af fællesskab, seriøsitet og skaberglæde.
Elever på billedet: Anne Larsen, Daniel Barzea og Itamar Elgaard
Fotograf, Tobias Koch, FGU Østjylland
Dommerpanelets begrundelse: Fotografiet fortæller en autentisk historie om samarbejde mellem lærer og elev i værkstedets levende læringsmiljø. Den gennemgående bjælke skaber en stærk visuel ledelinje, der samler billedets mange elementer og understøtter stemningen af håndværk, fællesskab og duften af savsmuld.


Fotograf, Kai Bubel, FGU Midt-Vest
Dommerpanelets begrundelse: Gennem en sikker komposition og en præcis beskæring formidler billedet arbejdsprocessens intensitet og nærvær. Motivet fremhæver koncentrationen om detaljen og vidner om en seriøs tilgang til håndværket præget af omhu og stolthed.
Elever på billedet: Sofus John Kjærsgaard og Mark Meyhoff

