FGU-baseret erhvervsuddannelse er en anden vej til svendebrevet

Næsten 200 unge er lige nu i gang med at tage en erhvervsuddannelse på Forberedende Grunduddannelse (FGU). Det er nemlig muligt gennem den FGU-baserede erhvervsuddannelse, som giver unge, der ikke er klar til en ordinær erhvervsuddannelse, en alternativ vej til svendebrevet.

FGU-elev fra FGU Svendborg, der arbejder

Mange kender ikke FGU-baseret erhvervsuddannelse (FBE), og det er en skam. For FBE giver nogle unge, der ellers ikke havde fået en erhvervsuddannelse, muligheden for at få en erhvervsuddannelse, og endda på samme niveau og samme svendebrev som andre erhvervsskoleelever.

FBE adskiller sig fra en ordinær erhvervsuddannelse ved, at forløbet er skruet lidt anderledes sammen. Grundforløbet erstattes helt eller delvist af grundlæggende praktisk oplæring på en FGU-institution, eleven skal være FGU-elev, når de bliver indstillet til en FBE, og FGU-institutionen fungerer som oplæringsvirksomhed, men med mulighed for, at eleven kan komme i både virksomhedsforlagt undervisning og/eller delpraktik i virksomheder undervejs i uddannelsen. Hovedforløbet foregår på erhvervsskolen. Uddannelsen følger erhvervsuddannelsesloven og FGU-værkstedet skal godkendes som praktiksted af det faglige udvalg ligesom andre praktikvirksomheder.

Flere veje ind i erhvervsuddannelserne

Ifølge fremskrivninger kommer Danmark til at mangle omkring 99.000 faglærte i 2030. Der er derfor behov for flere og forskellige veje ind i erhvervsuddannelser, og særligt for de unge, som ikke er klar til en erhvervsuddannelse på ordinære vilkår.

Størstedelen af FGU-eleverne går i dag direkte videre i en erhvervsuddannelse efter FGU, og FGU er på den måde en vigtig hovedvej for unge mod erhvervsuddannelserne. Men der er stadig unge, som afslutter FGU, og har brug for en mere fleksibel vej ind i en erhvervsuddannelse og til svendebrevet. Her giver FBE en konkret, alternativ vej for de unge: 

Vi har brug for flere veje ind i erhvervsuddannelserne – ikke færre. Her giver FBE mulighed for at tænke uddannelse mere fleksibelt og give flere unge mulighed for at lykkes med en erhvervsuddannelse, fordi uddannelsen foregår i og bygger videre på det skole- og læringsmiljø, som eleven kender fra FGU.

Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark

Samtidig er FBE med til at styrke samarbejdet mellem erhvervsskolerne og FGU-institutionerne, da uddannelsen udbydes i et tæt samarbejde mellem de to skoleformer. Lige nu samarbejder FGU-institutionerne med 41 erhvervsskoler forfordelt over hele landet. Det er en stor styrke i forhold til at styrke kendskabet på tværs og det fælles kædeansvar om de unge. Det tætte samarbejde betyder også, at FGU-institutionen og erhvervsuddannelsen løbende er i dialog om elevens udvikling og vurderer, om lærlingen eventuelt er klar til at overgå til en ordinær erhvervsuddannelse, hvilket en del af FBE-lærlinge gør undervejs i uddannelsesforløbet.

Lærlingene er rollemodeller for FGU-eleverne

En anden stor styrke ved FBE er, at FBE-lærlingene indgår på de samme værksteder som FGU-eleverne, men med mere undervisning, andre opgaver og niveauer og større ansvar. På den måde fungerer FBE-lærlingene som rollemodeller for FGU-eleverne og er med til at styrke det faglige miljø på værkstederne:

Vi kan tydeligt se, hvor meget lærlingene vokser med deres nye rolle og ansvar i værkstederne. De bliver store og vigtige rollemodeller for FGU-eleverne, som de jo tidligere var ligestillede holdkammerater med. Det har stor betydning, når eleverne på FGU kan spejle sig i unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse og er på vej mod et svendebrev. Det gør drømmen mere konkret og viser, at der findes flere veje til at lykkes i uddannelse og arbejdsliv.

Kathrine Hejlskov, formand for Direktør- og Rektorkollegiet i FGU Danmark

Kendskabet til FBE og vejene fra FGU til erhvervsuddannelserne skal styrkes

Selvom der allerede er mange samarbejder mellem FGU og erhvervsuddannelser om FBE, er der stadig mange, som ikke kender til muligheden. I FGU Danmark har vi igangsat en indsats for at udbrede kendskabet og understøtte arbejdet, så de unge, der kunne have gavn af en FBE, også får det.

FGU skal være hovedvejen for de 45.000 unge, der er uden uddannelse og job, og FBE viser den helt afgørende fleksibilitet FGU har i sit tilbud. Derfor er det også afgørende, at erhvervsskolerne og de faglige udvalg kender til muligheden, og at FGU-institutionernes værksteder er klar til at have FBE-lærlinge, hvis de har behov for det, så vi ikke lukker nogle døre for de unge ift. at få en erhvervsuddannelse.

Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark

I FGU Danmark ser vi FBE som en vigtig mulighed ift. at styrke vejene fra FGU til erhvervsuddannelserne. Dette er og bliver også vigtigt med den kommende epx, der bl.a. medfører en omlægning af institutionslandskabet og ændrer nogle af rammerne for erhvervsuddannelserne. Her har vi bl.a. en stor opmærksomhed på, hvor stor afstand der bliver til ungdomsuddannelserne i det nye institutionslandskab, som vi ved, kan skabe en stor barriere for de unges mulighed for at tage en uddannelse. Her giver FBE nogle unge en mulighed for at blive i det velkendte og tilgængelige miljø på FGU-skolen i længere tid samtidig med, at de får adgang til en erhvervsuddannelse.

En stor udfordring ift. at anerkende FBE som alternativ vej til erhvervsuddannelse er, at FBE-elever ikke tæller med i læreplads AUB-ordningen, som indebærer, at virksomheder skal have x antal lærlinge/medarbejdere/elever for ikke at blive opkrævet et økonomisk bidrag. Det betyder, at selvom en FGU-institution har FBE-lærlinge, tæller disse ikke med i opgørelsen, hvilket medfører en økonomisk opkrævning til institutionen.

I den forlængelse tæller FBE-lærlinge heller ikke med i opgørelsen over elever, når leverandører skal leve op til sociale klausuler i offentlige udbud. Det skaber en barriere for, at leverandører bruger FBE-lærlinge ifm. løsning af offentlige udbudsopgaver.

Status på FBE i 2026

FGU Danmark følger løbende arbejdet med FBE, bl.a. gennem en årlig undersøgelse af udviklingen i aktiviteten i FBE.

Undersøgelsen for 2026 viser bl.a., at:

  • Der går 183 FBE-elever på FGU-institutionerne pr. februar 2026. Det er 17 flere end samme tidspunkt i 2025.
  • Der går FBE-elever på 23 af landets FGU-institutioner og 48 skoler.
  • FGU-institutionerne har tilsammen 367 godkendte FBE-pladser. Ca. halvdelen af de godkendte pladser er i brug.
  • Fra 2025 – 2026 har 10 FGU-institutioner haft en stigning i antal FBE-elever.
  • Der går FBE-elever på 32 erhvervsuddannelser. De fleste går på erhvervsuddannelserne 1) gastronom, herunder gastronomiassistent, smørrebrød og cater, 2) smed, herunder klejnsmed og bearbejdningssmed og 3) træfagenes byggeuddannelse, herunder tømrer.
  • FGU-institutionerne samarbejder med 41 erhvervsskoler om FBE fordelt over hele landet.

FBE-analyse 2026

FGU-elev fra FGU Svendborg, der arbejder
Mads er FBE-lærling som lager- og logistikoperatør hos FLC.
Magnus er FBE-lærling som klejnsmed.

Scroll to Top