På en af Helsingørs pladser står et rødt podium, en af ”Hamlets Røde Kasser”. En forbipasserende stopper op. Han kigger nysgerrigt på den røde kasse og på de tre unge mennesker omkring den.
“Har du lyst til at sige noget?”
Det er tre unge FGU-elever i festivaltrøjer, der står klar til at modtage ham. Deres opgave er enkel, men samtidigt noget af det mest udfordrende, de har prøvet.
De skal nemlig invitere mennesker, de aldrig har mødt før, til at træde op på podiet og tage ordet. De kan dele en tanke, fortælle en historie eller læse op fra den, på podiet, påsatte Hamletmonolog om ”at være eller ikke at være”, som eleverne også selv har arbejdet med gennem et praksisbaseret undervisningsforløb om samarbejde med den lokale omverden.
Nogle takker ja med det samme, mens andre tøver. Enkelte afviser høfligt invitationen. Men langsomt opstår der samtaler. Samtaler om livet og fremtiden. Om tvivl og håb. Om det man gerne vil forandre i livet og i verden.
Scenen udspiller sig under Hamlets Dag i Helsingør, der er en del af fejringen af byens 600-års jubilæum.
Men for eleverne fra FGU Øresund er dagen mere end et kulturarrangement og fejring af Helsingørs jubilæum. Den er kulminationen på et længere undervisningsforløb, hvor danskfaglige mål, kulturforståelse, demokratisk dannelse og personlig udvikling er blevet flettet sammen i et samarbejde mellem FGU Øresund og HamletScenen – Danmarks Shakespeare-teater.
Og netop heri opstår et interessant spørgsmål: Hvad sker der, når undervisningen flytter fra klasselokalet ud i virkeligheden, og når eleverne ikke blot skal lære om demokratisk deltagelse men selv skabe den?
Når kulturarv bliver læringsrum
Samarbejdet mellem FGU Øresund og HamletScenen opstod omkring udviklingen af seks røde podier, der skulle placeres rundt omkring i Helsingør i forbindelse med Hamlets Dag den 6. juni 2026.
For HamletScenen handlede samarbejdet om at gøre kulturarven levende og invitere byens unge ind som aktive deltagere. For FGU Øresund blev det samtidig en mulighed for at undersøge, hvordan praksisbaseret undervisning kan skabe meningsfulde læringsforløb for skolens DSA-elever (Dansk som andetsprog).
Undervisningssamarbejdet indgår som en del af udlodningsprojektet Sådan styrker vi læring i praksis på AGU, hvor FGU Hovedstaden, FGU Nordsjælland og FGU Øresund i samarbejde med Københavns Professionshøjskole arbejder med at styrke elevers læring gennem praksisnære undervisningsformer.
Hos FGU Øresund blev samarbejdet med HamletScenen en konkret afprøvning af projektets centrale ambition: at koble faglig undervisning med autentiske opgaver i den lokale omverden.
Som pædagogisk projektleder Rasmus Helsted fortæller:
“Vi vidste, at vi gerne ville lave noget, hvor AGU kom tættere på en ekstern samarbejdspartner. HamletScenen var oplagt, fordi vi både kunne skabe et meningsfuldt samarbejde og samtidig udvikle undervisning, der kom tættere på praksis.”
For eleverne betød det, at de ikke blot skulle lære om Hamlet og Shakespeare. De skulle udvikle materiale til Hamlets Dag, arbejde med monologer, træne værtskab og indgå som aktive medskabere af et kulturelt arrangement i deres egen by.
For HamletScenen var netop den rolle afgørende.
“Eleverne er ikke bare deltagere. De er medskabere.”
Dermed blev det mere end et samarbejde mellem en skole og en kulturinstitution. Det blev et møde mellem undervisning og virkelighed.
Når Shakespeare bliver personlig
På overfladen handlede forløbet om Hamlet. Eleverne arbejdede med monologer, kulturhistorie, formidling, kommunikation og ytringsfrihed. De læste tekster, så film og diskuterede spørgsmål om identitet, valg og tvivl.
Men undervejs begyndte Hamlets berømte spørgsmål “At være eller ikke at være” at ændre karakter. Det blev ikke længere kun et citat fra verdenslitteraturen, men et spørgsmål om elevernes egne liv. En elev beskriver det sådan:
“Hvis jeg gerne vil være tømrer, men finder ud af, at det ikke er det rigtige for mig, så må jeg prøve noget andet.”
For ham handler Hamlets tvivl ikke om en dansk prins. Den handler om udvikling, uddannelse og om fremtiden. Om at finde sin egen vej og om at lade tvivlen få plads, som en naturlig del af at træffe beslutninger i sit liv.
En anden elev fortæller:
“Projektet får dig til at tænke over dig selv. Hvad du vil? Hvordan andre mennesker tænker? Hvad du gerne vil være?”
Netop koblingen mellem Shakespeare-litteraturen, identitet og elevernes egne erfaringer og livsvalg blev et vigtigt element i forløbet. Som DSA-lærer Monica Berg Christensen forklarer:
“Vi arbejdede med identitet og spørgsmålet om, hvem man er. Eleverne fik mulighed for at se sig selv på nye måder og reflektere over deres egne valg og muligheder.”
Samtidig var arbejdet tæt koblet til DSA-fagets mål. Eleverne skrev egne monologer, arbejdede med oplæsning, mundtlig formidling, artikelskrivning og refleksionstekster. Flere af produkterne er derfor gemt i elevernes arbejdsportfolio, sådan at de indgår som dokumentation for deres faglige arbejde i uddannelsen.
For Rasmus Helsted var ambitionen netop at lade faglighed og praksis understøtte hinanden:
“Eleverne har produceret konkrete produkter, som de faktisk kan bruge til DSA-prøven. Monologerne er ikke bare en undervisningsaktivitet. De er også et danskfagligt produkt.”
Monologerne som bro mellem faglighed og virkelighed
Et af forløbets mest interessante greb var arbejdet med de monologer, eleverne selv udviklede med afsæt i Hamlets spørgsmål om at være eller ikke at være.
Monologerne blev skrevet, bearbejdet, indøvet og siden indtalt i samarbejde med FGU Øresunds PGU-spor Musisk og Kunstnerisk Produktion. Og på Hamlets Dag kunne publikum scanne en QR-kode ved podierne og høre elevernes egne stemmer folde sig ud i refleksioner om identitet, tvivl, ytringsfrihed og fremtid.
Dermed blev elevernes tekster ikke blot afleveringer til en lærer. De fik virkelige modtagere.
For nogle handlede monologerne om uddannelsesvalg. For andre om modet til at sige sin mening og for andre igen om at navigere mellem forskellige kulturer, forventninger og drømme for fremtiden.
Når sproget flytter ud af klasselokalet
For mange af eleverne var forløbet også en sproglig udfordring. Ikke fordi de skulle lære nye grammatiske regler eller løse flere skriftlige opgaver, men fordi sproget pludselig skulle bruges i virkelige møder med andre mennesker.
Mange af eleverne på DSA-holdet har været relativt kort tid i Danmark. Flere er stadig i en proces, hvor dansk er et sprog, de er ved at gøre til deres eget.
I klasselokalet kan man forberede sig og øve sine formuleringer, støtte sig til noter og få hjælp af læreren. Men i byrummet fungerer sproget anderledes, fordi der opstår samtalen i øjeblikket uden facitliste eller håndsoprækning eller mulighed for at gemme sig bag skærmen.
Som Monica Berg Christensen beskriver det:
“Det giver dem en unik mulighed for at tale og prøve kræfter med helt almindeligt, levende hverdagsdansk i en ramme, hvor de ikke bare kan trække sig eller gemme sig bag en skærm.”
Og hun peger på, at den autentiske kommunikationssituation skaber en særlig form for læring.
“De skal bruge sproget i nuet. De kan ikke forberede alt i en bog. Det rykker deres sproglige selvtillid i ekspresfart.”
Eleverne selv beskriver den samme oplevelse, hvor en elev fortæller:
“Jeg lærer at snakke med mennesker. Det skal jeg bruge i fremtiden.”
En anden fremhæver samarbejdet som noget af det vigtigste:
“Vi arbejder sammen hele tiden. Det hjælper os til at blive bedre til at kommunikere.”
Dermed bliver sproget ikke kun et fagligt mål. Det bliver et redskab til deltagelse og til at danne relationer og fællesskab og til at finde sin plads i samfundet.
Måske er det her, DSA-perspektivet bliver særligt tydeligt. For eleverne møder ikke blot dansk som undervisningsfag, men som et levende sprog der skal bruges i virkeligheden.
Når en ældre mand stopper op ved en af de røde hamletkasser og spørger, hvad projektet handler om, findes der ingen lærer, der kan overtage samtalen. Eleverne må selv tage ordet, og der bliver læringen meningsfuld.
Værtskab som læring
Hvis Shakespeare og sproget udgjorde undervisningsforløbets faglige fundament, blev værtskabet den praksis, hvor læringen blev sat på prøve.
For flere elever begyndte udfordringen længe før Hamlets Dag. Den begyndte ved tanken om at skulle henvende sig til mennesker, de aldrig havde mødt før.
En elev beskriver det sådan:
“Det er noget af det sværeste, jeg har prøvet. Jeg plejer ikke at snakke med mennesker så meget. Det er kun her i klassen.”
For en anden elev blev værtsrollen derimod en mulighed for at opdage nye sider af sig selv. Hun drømmer om en dag at starte egen virksomhed og ser en direkte forbindelse mellem forløbet og sine fremtidsplaner:
“Jeg lærer, hvordan man snakker med mennesker. Hvordan man får kontakt til dem? Det kan jeg bruge senere.”
Hos HamletScenen var værtskabet aldrig tænkt som en praktisk hjælpefunktion, men som selve hjertet i samarbejdet omkring Hamlets Røde Kasser.
Teaterdirektør Lars Romann Engel beskriver værtskab som en grundlæggende menneskelig kompetence:
“Værtskab handler om at skabe tryghed, relationer og gode møder mellem mennesker. Det er en grundlæggende kompetence i både arbejdsliv og samfundsliv.”
At være vært kræver initiativ, opmærksomhed og mod. Man skal kunne kontakte mennesker, man ikke kender, aflæse situationer og håndtere både interesse og afvisning.
Som projektleder Rasmus Helsted peger på:
“Det kræver mod at stå der og tage fat i folk og sige hej. Men det er også derfor, der ligger et stort udviklingspotentiale i det.”
For mange elever blev erfaringen, at det, der i begyndelsen virkede grænseoverskridende, gradvist blev lettere. De opdagede, at mennesker som regel gerne vil mødes, og at det første skridt ofte er det sværeste.
Demokrati skal opleves, ikke kun forklares
Ytringsfrihed, demokrati og deltagelse var centrale temaer gennem hele forløbet. Men i stedet for at arbejde med begreberne som abstrakte teorier blev de gjort konkrete gennem elevernes egne erfaringer.
På Hamlets Dag var elevernes opgave ikke blot at deltage. De skulle skabe deltagelse ved at invitere andre mennesker til at tage ordet, dele deres tanker og bruge deres stemme.
For Rasmus Helsted ligger projektets demokratiske dimension i den opgave:
“Det handler om modet til at stå frem. Om at have en mening og turde sige noget. Alle har en stemme, og alle har ret til at blive hørt.”
Eleverne formulerer det på deres egen måde, hvor en elev siger:
“Ytringsfrihed betyder, at du har ret til at sige det, du mener.”
En anden tilføjer:
“Det er vigtigt, fordi så kan vi høre hinandens meninger.”
Et enkelt svar, og måske er det netop pointen. Demokrati bliver ikke nødvendigvis stærkere af flere definitioner. Det bliver stærkere, når mennesker oplever, at deres stemme betyder noget.
Kulturinstitutionen som læringspartner
Som teaterdirektør Lars Romann Engel formulerer det:
“Vi ønskede at skabe et møde mellem kulturinstitution og uddannelse, hvor eleverne kunne opleve, at deres indsats har reel betydning.”
Han ser Hamlets røde kasser som en demokratisk videreførelse af Hamlets univers.
“Når almindelige mennesker træder op og tager ordet, bliver de ikke blot tilskuere, men deltagere. Det skaber ejerskab, mod og fællesskab.”
For FGU Øresund peger erfaringerne samtidig på et bredere perspektiv. Hvor samarbejder med virksomheder ofte retter sig mod arbejdsliv og erhverv, åbner kulturinstitutioner et andet læringsrum. Et hvor faglighed, kulturforståelse, identitet og demokratisk dannelse kan mødes.
Samarbejdet med HamletScenen blev dermed ikke blot et spørgsmål om at løse en konkret opgave. Det blev en mulighed for at lade eleverne erfare, at kultur ikke kun er noget, man oplever som publikum, men også noget man kan være med til at skabe.
Når elever opdager, hvad de kan
Når lærerne ser tilbage på forløbet, er det ikke først og fremmest de færdige produkter, de taler om eller monologerne og de røde podier. Ikke engang selve Hamlets Dag. Det er eleverne og den udvikling, de oplevede undervejs.
For Monica Berg Christensen blev det særligt tydeligt i de sidste dage op til og på selve Hamlets Dag, hvor eleverne trådte ind i rollen som værter. De bar fælles T-shirts og VIP-kort om halsen. Pludselig var de ikke elever i et skoleforløb. De var en del af noget større, og de havde en funktion, en rolle og et ansvar. Og det gjorde en forskel.
For flere af eleverne blev T-shirt og VIP-kort mere end praktiske detaljer, fordi det var synlige tegn på, at de hørte til. At de havde en plads og en opgave i noget, der rakte ud over skolen. Monica fortæller, hvordan eleverne voksede med rollen, og hvordan den fælles identitet skabte både stolthed og sammenhold. De følte sig ikke blot som deltagere i et undervisningsforløb, men som værter ved en rigtig begivenhed.
“Eleverne var fuldstændig høje bagefter og dybt imponerede over sig selv.”
Hun fortæller om elever, der gik hen til fremmede mennesker på gaden, selvom de aldrig tidligere havde gjort noget lignende. Elever, der oplevede, at folk faktisk gerne ville lytte til dem. At deres spørgsmål blev taget alvorligt, og at deres stemme havde værdi.
Erfaringen rakte langt ud over undervisningsforløbets konkrete aktiviteter. For mange af eleverne handlede det ikke længere om Hamlet. Det handlede om dem selv og om at opdage, at de kunne mere, end de troede.
En elev beskrev præcis den erkendelse, da han fortalte om sin rolle på dagen:
“Jeg troede ikke, jeg kunne gøre det. Men efterhånden blev det lettere at snakke med folk.”
Det er en formulering, der måske rummer essensen af hele forløbet. For når elever oplever, at de kan noget, de tidligere troede lå uden for deres rækkevidde, flytter der sig ofte noget mere grundlæggende end blot de faglige kompetencer. Der flytter sig noget i deres forståelse af sig selv.
Læring der rækker ud over undervisningen
Noget af det mest interessante er måske, at de kompetencer, eleverne udvikler, ikke kan placeres i et enkelt fag. Det går på tværs af kommunikation, samarbejde, mod, ansvar, evnen til at træde frem, til at lytte og skabe kontakt på samme tid med at det er koblet tæt til danskfaglige mål.
Eleverne producerede monologer og arbejdede med mundtlig fremstilling. De udviklede produkter, der kunne indgå i deres arbejdsportfolio og potentielt anvendes ved prøve, hvilket er er en vigtig pointe.
For praksisbaseret undervisning bliver undertiden mødt med spørgsmålet:
“Lærer eleverne det faglige?”
Projektet peger på, at spørgsmålet måske bør vendes om. For her blev fagligheden ikke sat på pause for at give plads til oplevelser. Fagligheden blev snarere styrket gennem oplevelserne, hvor eleverne arbejdede med de samme danskfaglige kompetencer som i mere traditionel undervisning. Forskellen var, at de arbejdede med dem i en sammenhæng, hvor produkterne skulle bruges af andre end læreren. Monologerne var ikke blot øvelser. De skulle læses op og bruges, opleves og fik derfor betydning.
Projektleder Rasmus Helsted peger på, at det er en vigtig erfaring fra forløbet omkring praksisbaseret undervisning:
“Det kan noget. Men det kan ikke alting.”
Derfor handler det ikke om at erstatte den traditionelle undervisning. Det handler om at skabe en meningsfuld vekselvirkning mellem faglig fordybelse og autentiske erfaringer mellem klasseværelset og virkeligheden.
Fra klasselokale til byrum
Når undervisningsforløbet betragtes i lyset af ambitionerne bag udlodningsprojektet Sådan styrker vi læring i praksis på AGU, bliver det tydeligt, hvorfor lige det samarbejde har vakt interesse.
Forløbet samler flere af FGU’s didaktiske principper i en praksis. Eleverne arbejder i autentiske læringssituationer, indgår i praksisfællesskaber, udvikler produkter med en reel modtager og oplever, hvordan faglighed, dannelse og deltagelse kan tænkes sammen.
Eleverne arbejdede med virkelige opgaver for en virkelig samarbejdspartner, hvor de producerede noget, der skulle bruges. De indgik i et fællesskab uden for skolen, og oplevede, at deres bidrag havde betydning for andre mennesker. Og måske er det her, læring i praksis viser sin største styrke. Ikke når eleverne lærer om verden, men når de får mulighed for at handle i den. Når de opdager, at deres stemme betyder noget. Og at de kan tage ordet og stille sig frem. At de kan være med til at skabe noget sammen med andre. En elev formulerede det sådan undervejs i forløbet:
“Hvis det ikke er det her, jeg skal være, så må jeg prøve noget andet.”
Umiddelbart handlede udsagnet om uddannelsesvalg. Men måske rummer det noget større. For både Hamlet, demokrati og uddannelse kredser i sidste ende om det samme spørgsmål om, hvordan man finder modet til at træde ind i verden som den, man er?
På Hamlets Dag stod FGU Øresunds elever ved Hamlets Røde kasser midt i Helsingørs byrum og øvede sig på netop det. Måske er det den vigtigste læring af alle.