FGU-rejseholdets vidensopsamling er klar! – ”Vi har været vidne til en sektor i markant fremdrift og udvikling”

FGU rejseholdet har i 2 år besøgt FGU-institutioner og Kommunale Ungeindsatser og udgiver nu 26 råd i en vidensopsamling om arbejdet.

FGU-Rejseholdet har i de seneste 2 år haft dialogmøder med størstedelen af FGU-institutionerne og ca. 2/3 af de kommunale ungeindsatser (KUI). Samtalerne har været ledt an af to erfarne herrer i uddannelseslandskabet nemlig Per B. Christensen, formand for Formandskollegiet i Danske Professionshøjskoler og Claus Svold, tidligere børne- og ungedirektør i Vejle Kommune.

FGU Danmarks formand Pernille Beckmann, der samtidig er borgmester i Greve Kommune, glæder sig over arbejdet og over, at vidensopsamlingen nu er klar:

Først og fremmest vil jeg gerne takke rejseholdet for den store indsats, de har gjort de seneste 2 år, for at understøtte samarbejdet mellem FGU og KUI. Det glæder mig, at jeg kan konstatere, at rejseholdet deler vores opfattelse af, at vi er godt på vej i FGU-sektoren, og at samarbejdet mellem FGU og KUI har udviklet sig i en meget positiv retning.

Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark

Hun fortsætter:

For FGU er samarbejdet med kommunerne afgørende for at lykkes med de unge. Derfor har rejseholdet haft en rigtig vigtig opgave. Rejseholdet har haft fokus på den gode dialog og formålet at skabe et rum for fælles respektfuld dialog.

Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark

Rejseholdet peger på, at det er afgørende, at der skabes et tillidsfuldt og formaliseret samarbejde mellem FGU og KUI. Det er de tætte relationer, der gør det lettere at tage de svære samtaler og dermed styrke den fælles indsats over for de unge.

Vidensopsamlingen peger også på vigtigheden af, at der sættes fokus på overgangene for de unge og ikke mindst, at der sættes fokus på erhvervsgrunduddannelsen (egu) og det virksomhedsrettede samarbejde.

Kathrine Hejlskov, som er formand for Direktør- og Rektorkollegiet i FGU Danmark, har fuldt rejseholdets arbejdet tæt og ser nu frem til at dykke mere ned i de givne råd:

Rejseholdets arbejde har været vigtigt for os FGU-institutioner, idet det har sat fokus på nogle af de samme ting, som vi arbejder med at forbedre hver dag. Egu er et spor, der i de seneste år har fået en stor betydning for mange af vores unge, der har brug for at komme ud at arbejde i en virksomhed. Her har FGU-sektoren virkelig taget arbejdshandskerne på, så mange flere unge nu får glæde af at gå på FGU.

Kathrine Hejlskov, formand for FGU Danmarks Direktør- og Rektorkollegium

Hun fortsætter:

Jeg glæder mig også over, at rejseholdet sætter fokus på vejledning og et behov for en styrkelse af samarbejdet med grundskolen. Det er et emne, vi selv har et stort fokus på. Vi glæder os til at dykke endnu mere ned i de 26 råd, så vi kan tænde endnu mere op i udviklingen i sektoren og ikke mindst samarbejdet med KUI til glæde for vores unge.

Kathrine Hejlskov, formand for FGU Danmarks Direktør- og Rektorkollegium

Læs hele vidensopsamlingen og de 26 råd her

Scroll to Top