Erhvervstræningspakke: Inspiration til vejledningen i forbindelse med erhvervstræning i Forberedende Grunduddannelse.

Fokus på læring og refleksion før, under og efter klæder elever på til erhvervstræning.

Hvad er vigtigt, når man skal i erhvervstræning i en virksomhed?

Hvad er vigtigt, når man skal i erhvervstræning i en virksomhed? Hvordan tager man kontakt til virksomheden? Hvad lægger virksomheden vægt på? Er det normalt at være nervøs den første dag? Hvad for noget tøj, skal man have på? Hvorfor skal man overhovedet i erhvervstræning?

Spørgsmålene kan være mange, når eleverne på Forberedende Grunduddannelse (FGU) skal i erhvervstræning, som er kortere praktikforløb af op til 4 ugers varighed, hvor eleverne er ude at prøve kræfter i en virksomhed for at få en forståelse for, hvad det vil sige at gå på arbejde og få mulighed for at afprøve et uddannelses- eller jobønske i en bestemt branche.

På FGU Nord er alle elever i erhvervstræning to gange om året, og derfor var eleverne i ugerne op til efterårsferien i fuld sving med at finde ud af, hvor de ville i erhvervstræning næste gang.

Rammen for forberedelsesarbejdet var en spritny erhvervstræningspakke, som Copenhagen Skills og FGU Nord sammen har udviklet for at skabe fælles fodslag i forbindelse med erhvervstræning på FGU-skoler, og sikre elevernes refleksion og læring både før, under og efter, at de har været i erhvervstræning.

Erhvervstræningspakken består af forskellige materialer og værktøjer, som introducerer og støtter eleverne i deres arbejde med at finde en erhvervstræningsplads. Materialerne kan anvendes hver for sig eller som et helt undervisningsforløb alt efter, hvad der giver mening for holdet.

Det er centralt for elevernes valg af uddannelse og erhverv at de kommer ud og møder dagligdagen i virksomhederne. At de lærer fagene at kende, og at der tændes en lyst i dem for et fag, er altafgørende for deres gennemførsel af en uddannelse, eller varig beskæftigelse. Erhvervstræningspakken sikrer en fælles ramme for alle elever og hvor lærere og vejledere kan benytte videoer, værktøjer og læringsforløb – samlet eller enkeltvis – som det passer ind i deres egen praksis.

Tina Jensen, direktør for FGU Nord

”De vil gerne se os”

På Sundhed og Velvære og AGU 1 på FGU Nords skole i Gladsaxe, har eleverne arbejdet med erhvervstræningspakken i undervisningen. Her har eleverne bl.a. arbejdet med powerord, layout og kommunikationsmodellen i forhold til at skrive cv og ansøgninger, som del af deres portfolio i dansk. Og nu skulle eleverne så i gang med at skabe kontakten til virksomhederne.

Her dannede de tre korte videoer fra erhvervstræningspakken, hvor FGU-undervisere, elever og virksomheder fortæller om erhvervstræningen, afsæt for en fælles snak om elevernes forventninger, ønsker og bekymringer ift. deres erhvervstræningsforløb. Og det gav anledning til deling af erfaringer fra elever, som tidligere havde været i erhvervstræning, samt gode refleksioner om alt fra fremtoning, kontakt til virksomheden, forhåbninger og jobdrømme blandt eleverne.

Vi har haft god erfaring med at bruge erhvervspakken i forberedelsen af vores elevers erhvervstræning. Vi har især syntes godt om de læringsrige videoer der giver gode råd fra både elevers, lærers og virksomheders perspektiv.

Jeanette From, værkstedslærer FGU Nord

Efter at have set videoerne var eleverne bl.a. enige om, at ”virksomhederne gerne vil se os”, og at det derfor er bedst at møde op og introducere sig for at spørge om en praktikplads, at man skal være sig selv om komme med god energi, at man skal tænke på, om man har det rette tøj på ift. det, man skal lave i praktikken, og at det er helt normalt og okay at være nervøs i starten.

”Det er det, jeg skal være”

Men hvordan finder man ud af, hvor man skal i erhvervstræning, hvis man ikke ved, hvad man vil arbejde med?

Det gav testen Mit EudMatch fra erhvervstræningspakken bud på. Her fik eleverne bud på relevante erhvervsuddannelser ud fra deres interesser – og der kom masser af forslag. Dyrepasser, veterinærsygeplejerske, social- og sundhedshjælper, detailhandel, maler, tandtekniker, ernæringsassistent, ambulancebehandler, tjener og fitnessuddannelsen kom bl.a. på tavlen, mens eleverne på skift fortalte om, hvad testen havde foreslået dem.

Og selvom det ikke var alle eleverne, som kunne se sig selv i de foreslåede erhvervsuddannelser, så gav det anledning til overvejelser om, hvad de havde troet, der ville blive foreslået, og om det alligevel kunne være spændende at prøve af i erhvervstræningen.

Jeg havde ikke selv tænkt på dyrelæge, så det var mega fedt at opdage at det måske passer godt til mig.

Elev fra Sundhed & Velvære, FGU Nord

Erfaring fra praksis

Erhvervstræningspakken bliver allerede brugt af FGU-skolerne i Region Hovedstaden, og forhåbningen er, at pakken kan være med til at understøtte erhvervstræningsarbejdet på alle landets FGU-skoler, da det kan tilpasses til den almindelige undervisning.

Vores lærere og vejledere arbejder med materialerne i erhvervstræningspakken og det skærper fokus på elevernes (karriere)læring om uddannelse og arbejde og inspirerer til at kombinere materialerne med det de plejer at gøre.

Trine Bloch Nielsen, Uddannelseschef FGU Hovedstadens skole i Valby

Scroll to Top