I foråret 2024 nedsatte børne- og undervisningsministeren en arbejdsgruppe, som skulle lave et eftersyn og komme med anbefalinger til forenkling og forbedring af de didaktiske principper og de 21 fagbilag og læreplaner i den forberedende grunduddannelse (FGU).
Arbejdsgruppen har arbejdet fra foråret til sommeren 2024, og har nu offentliggjort sine anbefalinger, som overordnet set er:
- Udformning og indhold i læreplaner og fagbilag skal gøres mindre kompleks
- Mængden af faglige mål skal reduceres og tilknytningen til praksisbaseret undervisning forstærkes
- Der skal være tydeligere sammenhæng mellem mål, indhold og de afsluttende prøver
- De didaktiske principper skal forenkles, og der skal skabes en tydeligere sammenhæng til grundkernen af FGU’s opgave
- Det videre arbejde med revision og udvikling af fagbilag, læreplaner og didaktiske principper kræver god organisering og inddragelse af FGU-sektoren.
Samlet set skal anbefalingerne understøtte lærernes arbejde og derved elevernes progression og mulighed for at nå deres mål samt understøtte det tværfaglige samarbejde og en helhedsorienteret og praksisbaseret tilgang til undervisningen.
Anbefalingerne har de unge på sinde
Camilla Hutters har været formand for arbejdsgruppen, som derudover har bestået af repræsentanter for kommunerne, erhvervsskolerne, HF og VUC, efterskolerne, professionshøjskolerne samt FGU-sektoren. Her har Birgitte Hejbøl Kristensen, skoleleder på FGU Vendsyssel, Ene Wolfsberg, direktør på FGU Syd- og Midtfyn og Henrik Mikkelsen, almenlærer på FGU Østjylland indgået i arbejdsgruppen som FGU-repræsentanter.
Og det har været både spændende og komplekst at komme med anbefalinger til revision af læreplanerne og fagbilagene. For Birgitte, Ene og Henrik har det især været vigtigt, at læreplanerne og fagbilagene understøtter udviklingen af og intentionen med FGU’s pædagogik og didaktik.
Arbejdet med FGU’s læreplaner og fagbilag griber helt ind i kernen af FGU’s arbejde, og det er derfor afgørende, at styringsdokumenterne giver frihedsgrader til, at vi kan udvikle FGU’s særlige pædagogik og didaktik. Så det har det været vigtigt, at vores anbefalinger har de unge på sinde og afspejler, at FGU er udpeget til at være pionerer i pædagogik og didaktik.
Birgitte Hejbøl, skoleleder på FGU Vendsyssel, Ene Wolfsberg, direktør for FGU Syd- og Midtfyn og Henrik Mikkelsen, almenlærer på FGU Østjylland.
Arbejdsgruppen har også haft fokus på processen for revisionen af læreplanerne og fagbilagene og her er anbefalingen klar: FGU-sektoren skal inddrages og der skal være fokus på afprøvning og kapacitetsopbygning inden de nye planer for alvor tages i brug.
Det er vigtigt, at vi starter langsomt, så vi kan lave involverende processer, hvor alle 27 FGU-institutioner kan bidrage til udviklingen og implementeringen af de reviderede læreplaner og fagbilag. Og så er det vigtigt, at Videnscenter for FGU er med, for de har fingeren på pulsen i forhold til hele FGU-sektoren, og kan være med til at understøtte et ensartet arbejde med planerne.
Birgitte Hejbøl, skoleleder på FGU Vendsyssel, Ene Wolfsberg, direktør for FGU Syd- og Midtfyn og Henrik Mikkelsen, almenlærer på FGU Østjylland.
Børne- og undervisningsministeren har på baggrund af anbefalingerne besluttet, at revisionen af FGU’s læreplaner og fagbilag skal ske i flere faser og påbegyndes med arbejdes med de didaktiske principper.