Alle unge skal have en attraktiv uddannelsesvej – Forberedende Grunduddannelse er klar til fortsat at sikre de nødvendige koblinger for de unge

Unge skal have ret til optag på Forberedende Grunduddannelse, hvis de ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen eller hvis de afbryder et efterskoleophold eller ungdomsuddannelse. Det lægger regeringen bl.a. op til i det politiske udspil ”Forberedt på fremtiden V – Flere i gymnasiet”.

Regeringen har netop offentliggjort det uddannelsespolitiske udspil ”Forberedt på fremtiden V – Flere i gymnasiet”. Udspillet lægger op til en reformering af det eksisterende ungdomsuddannelseslandskab ved at skabe én gymnasial uddannelse med tre spor fra 2030 – STX, HHX og et nyt EPX (erhverv- og professionsrettet gymnasieuddannelse), som skal sikre, at størstedelen af unge i fremtiden skal tilbydes en gymnasieuddannelse.

Det er afgørende for vores samfund, at vores unge mennesker bliver så dygtige som de kan, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at der er en uddannelsesvej for alle unge. Derfor er det spændende og modige tanker, som regeringen har fremlagt om et nyt ungdomsuddannelseslandskab. Forberedende Grunduddannelse vil som en vigtig del af det danske ud uddannelseslandskab melde sig klar til at løfte sin del opgaven

  • Pernille Bechmann, formand for FGU Danmark

I det nye uddannelseslandskab skal STX og HHX være for de unge, som er motiveret for at tage en boglig treårig ungdomsuddannelse, mens EPX skal tage 2 år med mulighed for en overbygning på et år og tilbyde de unge en kombination af praktisk og teoretisk undervisning. Fælles for alle tre gymnasieformer er, at de giver muligheder for, at de unge efterfølgende kan tage en erhvervsuddannelse, en erhvervsakademiuddannelse, professionsbacheloruddannelse eller universitetsuddannelse.

Nogle unge får ret til at komme på Forberedende Grunduddannelse

Med udspillet vil regeringen skabe gymnasier med attraktive ungemiljøer og åbne døre i uddannelsessystemet. Det er intentioner, som FGU Danmark kun kan bakke op om, og som FGU-institutionerne hver dag bidrager til i deres arbejde med at gøre unge, som ikke går den lige vej efter grundskolen klar til at komme videre i ungdomsuddannelse eller job. De foreløbige resultater viser bl.a., at FGU hjælper 2 ud af 3 elever, som afslutter FGU videre i uddannelse eller job.

Og det er et arbejde, som anerkendes i udspillet, hvor regeringen vil indføre retskrav til optag på FGU for unge, som ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen eller som afbryder et efterskoleophold eller en ungdomsuddannelse.

Vi kan på Forberedende Grunduddannelse løfte de unge både fagligt, personligt og socialt, og vi ser frem til, at Forberedende Grunduddannelse kan blive en endnu større del af løsningen for at løfte de unge, som ikke er helt klar til at gå videre til en ungdomsuddannelse

  • Hanne Fischer, formand for FGU Danmarks Direktør- og Rektorkollegium

Det er afgørende for FGU Danmark, at der sikres smidige veje i uddannelsessystemet for alle unge, så der ikke lukkes døre. Samtidig er det også vigtigt, at der skabes tydelige veje, så de unge kan se og overskue uddannelsessystemets muligheder og retninger. Derfor glæder det også FGU Danmark, at der med udspillet lægges op til, at afklarede unge fortsat kan søge direkte ind på en erhvervsuddannelse efter grundskolen eller FGU.

Kontakt

Forberedt på fremtiden V – Flere i gymnasiet